Strube/svælgkatar (reflukslaryngitis)

Du har fået konstateret strube/svælgkatar (reflukslaryngitis) på basis af reflukslidelse. Ved refluks er der tale om tilbageløb af surt maveindhold op i spiserøret, og i nogle tilfælde helt op i svælget. Refluks er ingen sjælden lidelse, en stor del af den danske voksne befolkning har dette i mere eller mindre udtalt grad.

 

Symptomer

Hos de fleste giver det karakteristiske symptomer i form af halsbrand og sure opstød. Andre kan få gener fra strube og svælg, ofte uden at have gener fra hverken spiserør eller mavesæk. De hyppigste symptomer fra strube og svælg er følgende:

  • Hæshed
  • Ru stemme
  • Vedvarende trang til rømmen
  • lrritationshoste dag og nat
  • Følelse af klump i halsen (globulusfornemmelse)
  • Synkebesvær

 

Årsagen til generne

Der kan være to årsager til symptomerne:

  • den direkte syrepåvirkning fra surt maveindhold.
  • påvirkning via den nerve, som forsyner spiserøret (nervus vagus), reflektorisk udløst af det sure miljø.

 

Undersøgelser og fund

Spejlundersøgelse eller undersøgelse med fiberskop (laryngoskopi): her vil lægen være i stand til at se, om der fx er

rødme, hævelse eller nobret, fortykket slimhinde svarende til bageste del af struben, hvilket er tegn på syrepåvirkning.

pH-måling: Bruges ikke ofte. Via tynd elektrode kan surhedsgraden i spiserøret måles. Normalt er der et neutralt miljø i spiserøret (pH 7), men ved refluks er miljøet periodevist surt (pH 4 eller derunder).

Kikkertundersøgelse (gastroskopi): Via sonde udstyret med kikkert kan forholdene i spiserør og mavesæk inspiceres. I mere end halvdelen af tilfældene ses spiserørsbrok (hiatus hernie).

 

Det kan lægen gøre

Strube/svælgkatar kan behandles medicinsk, med enten syreneutraliserende præparat eller syrehæmmende præparat, fx en syrepumpehæmmer i mindst 8 uger, og herefter i perioder ved opblussen af symptomerne.

Trods medicinsk behandling forsvinder stemmeproblemerne ikke altid. I sådanne tilfælde kan en talepædagog hjælpe på problemet.

I tilfælde hvor langvarig medicinsk behandling er nødvendig, kan operation hvor tilbageløb til spiserøret forhindres (fundoplikation) overvejes.

 

Det kan du selv gøre

Du vil sandsynligvis opleve bedring i symptomerne ved at følge de råd, der passer lige netop på dig.

Prøv dig frem:

  • Undgå stress, både psykisk og fysisk
  • Spis sundt og varieret, spar på fedtet
  • Nedsæt kaffeforbruget
  • Undgå tøj, der strammer om maven
  • Hold op med at ryge
  • Sov med hovedet højt
  • Undgå at spise lige inden sengetid

Redigeret feb. 2022, PB